Før ankomsten

Hvis I efter at have studeret materialet beslutter jer for at besøge Gudhjem, udfyld da venligst opholdsbestillingen med de relevante oplysninger. Samme dag vi modtager bestillingen for lejrskoler på vores hjemmeside, returnerer vi en bekræftelse, og I er derved sikret plads hos os. Frirejsebefordring søges hos DSB-skolerejser, Banestrøget 5, 2630 Tåstrup, tlf. 3313 1155. Jeres inspektør har muligvis en ansøgningsblanket liggende, ellers kan den udfyldes elektronisk på DSB's hjemmeside.
 
Hvis der er ændringer på den bekræftelse, I modtager fra DSB-skolerejser så ring/e-mail og meddel os dette. Husk endvidere at frirejsen også gælder for Bornholmerbussen gennem Sverige, hvilket gør det betydeligt nemmere at kombinere jeres rejse til og fra Bornholm. Det er en god ide at ønske nogle tider fra DSB ellers sætter de jer bare ind hvor det passer. 
 
Det er vigtigt at I er opmærksomme på at hvis I har elever i klassen der ikke er EU-statsborgere, men som har lovlig bopæl i et EU-medlemsland, så skal I have en skolerejseliste. Denne ligger enten på inspektørens kontor eller fås hos Udlændinge Styrelsen, tlf. 3536 6600.
 
Det skal dog bemærkes at bestillinger vedrørende skoletjenesten på Hammershus, Moseløkken stenbrud, Natur Bornholm samt Middelaldercenteret (se tlf.nr. på disse under huskeliste/nyttige oplysninger) skal foretages direkte til stederne og gerne så hurtigt som muligt p.g.a. den store søgning der er til disse steder. Derefter kan I planlægge resten af programmet.
Når I har hele programmet klar for jeres rejse samt turer kan I kontakte os på mail eller ringe mellem 8-15 mandag - fredag. Når vi har modtaget disse oplysninger lægger vi planen for jeres indkvartering og bestiller de resterende ture.
Men HUSK det skal være os i hænde 4 mdr. før jeres ankomst. Dette gælder hvis i skal bestille bus igennem os.
I kan ringe 1 uge før og få jeres værelsesfordeling.
 

Ankomst

Hovedparten af jer vil ankomme til Bornholm med færge til Rønne, hvor en bus holder og venter for at køre jer direkte til vandrerhjemmet, en tur på ca. 25km. Når I ankommer til vandrerhjemmet vil vi gerne have at eleverne venter i gården ved hovedbygningen, hvor vi byder velkommen og snakker lidt om dagligdagens gang. Derefter indkvarteres I - hvis I kommer om morgenen, spiser vi evt. morgenmad først. Efter indkvarteringen holder vi et lille møde med lærerne, hvor vi får en snak om gruppens program, besvarer spørgsmål m.v.
Ture
I afsnittet Eksempler på ture er der givet nogle eksempler på hvordan dagene på Bornholm kan bruges. Som det fremgår råder vi over et antal cykler, der er et ideelt transportmiddel til en intens oplevelse af øen. Vi er desuden i tæt kontakt med den lokale vognmand, som kan dække de vigtigste seværdigheder i løbet af et 4 - 5 dages ophold. Endvidere hjælper vi gerne med billetter til Christiansø. På jeres Amts central kan I rekvirere Bornholm Lejrskole-mappe, et udmærket stykke værktøj til planlægningen af lejrskoleturen, i den er der en masse nyttige oplysninger.
 

Afrejse

Ved morgen- og eftermiddagsafrejse kører bussen ca. 1 til 2 timer før båden sejler, om aftenen ca. 2½ time før. Der er udcheckning kl. 10.00 fra vandrerhjemmet og mange har afgang kl. 9..30 så de kan få noget ud af dagen i Rønne.