Gudhjem by & omegn

Gudhjem er ubestridt Nordøstkystens mest charmerende fiskerleje. Fra havnen, der er sprængt ud i klipperne, rejser Bokul fjeldet sig stejlt op mod landevejen og den imponerende bro over Holkadalen. Husene ligger tæt, bygget helt ind til grundfjeldet, mange med særprægede terrassehaver formgivet af naturen. Gadebilledet er charmerende med de stejle, til tider snoede gader, velholdte huse, spændende forretninger og en sydlandsk frodighed, der skyldes klippernes evne til at gemme på dagens sol og varme.
 
Det betyder også at sommeren varer længere på Bornholm. Det giver gode vækstbetingelser for planter, der normalt ikke vokser på vore breddegrader såsom figentræer, morbærtræer og andre eksotiske planter. Fra havnen kan man tage på sejltur til Danmarks østligste øgruppe med hovedøen Christiansø eller gå en herlig tur langs kysten til Helligdomsklipperne. Nord og syd for byen er der smukke naturstier, der snor sig langs klippekysten. Stien nordpå fører til Helligdomsklipperne og vælger man stien sydpå, så kommer man til Melsted.
 
Melsted er et lille fiskerleje, der ligger en lille km syd for Gudhjem. Byen består af små velholdte huse, mange med skibsnavneplader på husgavlen. Disse navneplader stammer fra strandede skibe og egne fiskerbåde, et minde fra en tid da indbyggerne levede af fiskeri. Ved siden af den lille naturhavn i Melsted ligger en lille badestrand, og går man videre langs kysten, kommer man til endnu en strand hvor Kobbeåen løber ud. Her kan man så følge åen op til Stavehøl vandfald.
 
Bornholms Landbrugsmuseum ligger også ved Melsted, indrettet i den gamle slægtsgård Melstedgaard, hvor man kan se den Bornholmske bondekultur gennem 200 år. Museet er et arbejdende museum og har skiftende arrangementer gennem hele sæsonen. Her er gratis adgang for danske skoler. Fra Danhostel Gudhjem Vandrerhjem er der ca. 500m til svømmehallen med dens 40m vandrutsjebane.